Rigsombudsmanden i Grønland har i dag offentliggjort sin orientering nr. 7/2026.
Orientering nr. 7/2026 indeholder følgende emner:
• Udenrigspolitisk uro påvirker den mentale sundhed
• Naalakkersuisut vil styrke sundhedsvæsenet
• Beredskabspakker fordeles til de grønlandske kommuner
• Inatsisartuts forårssamling 2026 begynder 14. april 2026
Den fulde orientering kan læses her:
Udenrigspolitisk uro påvirker den mentale sundhed
En undersøgelse, som Center for Folkesundhed i Grønland ved Statens Institut for Folkesundhed under Syddansk Universitet gennemførte i januar og februar i år, viser, at den udenrigspolitiske situation har skabt betydelig bekymring og utryghed blandt borgerne i Grønland, og at flere oplever tegn på psykisk mistrivsel. Det oplyser Departementet for Sundhed og Personer med handicap i en pressemeddelelse den 23. marts 2026, hvori det også fremgår, at undersøgelsen viser, at mange borgere har gode strategier til at stå imod det pres, som omverdenens uro skaber, f.eks. ved at opholde sig i naturen og at tale med familie og venner om de svære emner.
Ifølge pressemeddelelsen oplever 76 pct. af de adspurgte et moderat eller højt niveau af bekymring for den amerikanske præsidents udtalelser om at overtage Grønland, 82 pct. bliver påvirket af bekymringerne i deres hverdag, og 31 pct. udviser symptomer på psykisk mistrivsel.
Om resultatet siger forskningskoordinator ved Center for Folkesundhed i Grønland og Ilisimatusarfik, Ingelise Olesen: ”Det er vigtigt, at vi husker borgerne, når presset udefra er stort. Denne undersøgelse er med til at give borgerne en stemme, og det er tydeligt, at påvirkningen er stor blandt dem, der har deltaget i undersøgelsen. Det må vi ikke glemme, når opmærksomheden stilner af. For det er en påvirkning, der kan få betydning for borgernes trivsel mange år ud i fremtiden”.
Naalakkersuisut vil styrke sundhedsvæsenet
På baggrund af delaftalen mellem Danmark og Grønland, der blev underskrevet tidligere på året, og som indebærer, at der er prioriteret 185 mio. kr. til behandling af grønlandske patienter i Danmark, har Naalakkersuisut lagt op til at prioritere en række nye initiativer for de midler, der ikke længere skal anvendes til udenlandsbehandling.
Af Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalgs behandling af sagen den 25. marts 2026 fremgår det, at Naalakkersuisut lægger op til at anvende midlerne til en række projekter, herunder styrkelse af sundhedsregionerne og Landshospitalet, apparaturindkøb, forbedrede indkvarteringsfaciliteter samt yderligere 35 mio. kr. til erstatninger i antikonceptionssagen (spiralsagen) til de kvinder, som er blevet givet antikonception uden samtykke i årene efter, at sundhedsområdet blev hjemtaget af Grønland i 1992. Finans- og Skatteudvalgets afgørelse afventer yderligere input fra Naalakkersuisut.
Beredskabspakker fordeles til de grønlandske kommuner
Naalakkersuisut og Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab indgik i januar 2026 en samarbejdsaftale om styrket samarbejde på beredskabsområdet. I en pressemeddelelse fra Naalakkersuisut den 27. marts 2026 fremgår det, at Grønland, som udmøntning af aftalen, vil modtage ti beredskabsmoduler, der i de kommende måneder vil blive distribueret ud til de fem kommuner. I forbindelse med leveringen af modulerne vil Beredskabsstyrelsen bistå med træning i opsætning og anvendelse af modulerne.
Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst, Landbrug, Selvforsyning og Miljø, Peter Borg (D), udtaler: ”[..] Vi har allerede styrket beredskabet på en lang række områder, bl.a. med samarbejdsaftalen med Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Den aftale ser vi allerede nu frugterne af, når vi kan sende beredskabsmoduler ud til kommunerne. Det er nødvendigt, så vi fremover kan stå endnu stærkere, hvis strømmen svigter, eller når vi skal varsle borgerne om, at der er en kritisk hændelse”.
Kommune Qeqertalik var den første kommune, som modtog beredskabsmoduler og uddannelse.
Inatsisartuts forårssamling 2026 begynder 14. april 2026
Forårssamlingen i Inatsisartut begynder tirsdag den 14. april 2026 kl. 10.00 og planlægges at vare frem til den 18. juni 2026. Det fremgår af en pressemeddelelse, udsendt den 26. marts 2026 af Formanden for Inatsisartut, Kim Kielsen.
På første mødedag forventes det, at Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), vil udnævne nye medlemmer af Naalakkersuisut som erstatning for de fire medlemmer, der har forladt Naalakkersuisut siden efteråret 2025.
Samlet vil 147 punkter blive behandlet under Inatsisartuts forårssamling. Der er optaget 48 nye punkter fra medlemmerne af Inatsisartut og 33 nye punkter fra Naalakkersuisut på dagsordenen. Derudover vil 66 punkter, der er udsat fra Inatsisartuts efterårssamling 2025, blive behandlet under den kommende forårssamling.
Kort nyt
Den fulde orientering kan downloades her: