Rigsombudsmanden i Grønland har i dag offentliggjort sin orientering nr. 3/2026.

Orientering nr. 3/2026 indeholder følgende emner: 

  • Inatsisartut samlet for at drøfte den aktuelle situation
  • Nye forsvarsinitiativer præsenteret under forsvarsministerens besøg i Nuuk
  • Danmark bidrager til styrket beredskab
  • Delvis lempelse af restriktioner i Nuuk Lufthavn

Læs den fulde orientering her: 

Inatsisartut samlet for at drøfte den aktuelle situation
Anden halvdel af Inatsisartuts efterårssamling 2025 startede den 2. februar 2026 med en ekstra mødedag til drøftelse af punktet ”Rigets tilstand”. 

Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, redegjorde for den aktuelle situation og lagde vægt på, at Naalakkersuisut gennem det seneste år med udfordrende pres fra USA har arbejdet for at sikre Grønlands – og den vestlige verdens – sikkerhed og frihed til selvbestemmelse gennem et samlet kongerige og tætte alliancer med udenlandske samarbejdspartnere i EU og NATO. Han oplyste, at Naalakkersuisut nu arbejder målrettet for, at den dialog, der nu er etableret med USA i en arbejdsgruppe, vil føre til konkrete resultater, og at den tætte dialog med udenlandske samarbejdspartnere og EU sammen med Danmark fortsætter. På baggrund af denne alvorlige og arbejdskrævende situation vedtog Inatsisartut på Naalakkersuisuts opfordring at udsætte resten af punkterne på samlingens dagsorden til den kommende forårssamling.

Koalitionspartiernes ordførere tilkendegav alle, at udmeldingerne fra USA er helt uacceptable, og at der er fuld og entydig opbakning til den linje, som formanden for Naalakkersuisut lægger med et tæt samarbejde i kongeriget og støtte fra udenlandske allierede og samarbejdspartnere i EU og NATO. Oppositionspartiet Naleraq gav udtryk for, at det er vigtigt fortsat at have fokus på at forbedre befolkningens levevilkår, uagtet at situationen med uacceptable udmeldinger fra USA kræver særlig opmærksomhed. Efter otte timers debat vedtog Inatsisartut en fælles udtalelse, hvori det erklæres, at man arbejder for et trygt og selvbestemmende Grønland, og at Inatsisartut ”opfordrer Naalakkersuisut til, at anvende alle nødvendige politiske redskaber for at vise, at vores land ledes på grundlag af folkestyre. Når det gælder vores land, skal beslutninger ikke træffes uden os – Grønland deltager”.


Nye forsvarsinitiativer præsenteret under forsvarsministerens besøg i Nuuk
I forbindelse med forsvarsminister Troels Lund Poulsens besøg i Nuuk den. 31. januar 2026 præsenterede han og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og forskning, Vivian Motzfeldt, nye forsvarsinitiativer. Initiativerne, som består i et øget optag på Arktisk Basisuddannelse samt forhandlinger med Air Greenland om leasing af fly til overvågningsopgaver, blev præsenteret ved et fælles pressemøde umiddelbart efter et besøg hos det militære personel, der bevogter vandkraftværket i Utoqqarmiut Kangerluarsunnguat (Buksefjorden). I en pressemeddelelse fra Departementet for Udenrigsanliggender og Forskning den 31. januar 2026 giver Vivian Motzfeldt udtryk for, at det er positivt, at flere unge, der vil bidrage til landets sikkerhed, nu får mulighed for at søge ind på Arktisk Basisuddannelse. Hun fremhæver desuden, med reference til Air Greenlands kommende bidrag til overvågningen fra luften, inddragelsen af lokale aktører i Forsvarets opgaveløsning. Efter pressemødet inviterede forsvarsministeren og naalakkersuisoq til borgermøde på GUX Nuuk (gymnasiet i Nuuk, red.) til en åben dialog med borgerne om den øgede militære tilstedeværelse.


Danmark bidrager til styrket beredskab
I orientering nr. 2/2026 fra Rigsombudsmanden i Grønland kan man læse, at naalakkersuisoq for fiskeri, fangst, landbrug og selvforsyning, Peter Borg, i januar indgik en aftale med minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, om at styrke beredskabet i Grønland. Sermitsiaq oplyser den 29. januar 2026, at den første sending beredskabsudstyr er kommet til Nuuk. Den består af mobile telte og kommandovogne, og næste sending forventes at indeholde bl.a. nødstrømsgeneratorer. Udstyret er placeret ved Qatserisut Sermersooq – brandvæsenet i Nuuk – hvor byens borgere kunne se det og møde beredskabsmandskab ved et kulturnats-arrangement den 24. januar 2026. Udover materiel, mandskab og træning omfatter aftalen også rådgivning om krisekommunikation, sikring af kritisk infrastruktur og det mobilbaserede varslingssystem S!RENEN.


Delvis lempelse af restriktioner i Nuuk Lufthavn
På anmodning fra Greenland Airports A/S har Trafikstyrelsen fjernet en enkelt af de restriktioner, der blev pålagt lufthavnen i Nuuk i efteråret. Konkret betyder det, at loftet for planlagte ankomster hæves fra to til tre i timen. ”Vi vurderer, at Greenland Airports kan håndtere tre ankomster i timen, uden at det går på kompromis med luftfartssikkerheden. Rammen på maksimalt fire flyvninger i timen gælder fortsat, men nu får Greenland Airports lidt mere fleksibilitet”, udtaler kontorchef i Trafikstyrelsen, Signe Finderup Slot, til Sermitsiaq den 26. januar 2026. De forbedringer, som har medført lempelsen, består i implementering af styringsværktøjer til understøttelse af planlægning af afgange og ankomster, oplyser Signe Finderup Slot endvidere. Greenland Airports A/S arbejder målrettet på at indføre flyveledelse, inden sommersæsonen starter, idet det vil fjerne restriktioner og øge kapaciteten væsentligt, skriver Sermitsiaq.

 

Kort nyt

  • Nuuk blev den 24. januar 2026 kl. 22.30 ramt af et strømsvigt der varede næsten uafbrudt indtil kl. 04.35 den 25. januar 2026. Departementet for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling oplyser den 26. januar 2026, at strømsvigtet skyldtes en fejl på transmissionslinjen fra vandkraftværket Utoqqarmiut Kangerluarsunnguat (Buksefjorden) på grund af kraftig vind i fjorden.
  • KNR oplyser den 28. januar 2026, at den grønlandske dokumentarfilm WALLS – Akinni Inuk er blevet nomineret til Bodilprisen 2026 i kategorien ”Bedste dokumentarfilm”. Filmen, som er instrueret af Nina Paninnguaq Skydsbjerg og Sofie Rørdam og produceret af Emile Hertling Péronard, skildrer livet i anstalten i Nuuk og instruktørens venskab med en indsat.
  • Naalakkersuisut har den 21. januar 2026 udsendt brochuren ”Forberedt på kriser – klar dig i fem døgn” med råd om kriseforberedelse til borgerne. Brochuren rummer vejledende råd om bl.a. drikkevand, mad, medicin, varme og kommunikation, og lægger vægt på, at forberedelse kan ske i fællesskab med familie, naboer og andre i nærmiljøet.

Orienteringen kan hentes som pdf fil her: