Rigsombudsmanden i Grønland har i dag offentliggjort sin orientering nr. 11/2026.

Orientering nr. 11/2026 indeholder følgende emner:  

  • Reaktioner på regeringsdannelsen fra de grønlandske folketingsmedlemmer
  • Det Grønlandske Sundhedsvæsen og Danske Regioner indgår aftale 
  • Udenrigsministermøde mellem arktiske NATO-lande
  • Grønland og Storbritannien indgår uddannelsessamarbejde

Reaktioner på regeringsdannelsen fra de grønlandske folketingsmedlemmer

Efter 67 dages forhandlingsforløb har firkløverregeringens regeringsgrundlag fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Moderaterne og Radikale Venstre medført positive reaktioner fra de grønlandske folketingsmedlemmer, der begge har tilkendegivet, at der har været en konstruktiv og god dialog i forhandlingerne. Det oplyser Sermitsiaq den 2. juni 2026. ”Jeg er særlig glad for at det nu med 7 tommer søm er slået fast, at vi skal have et søkabel til Tasiilaq, og at der også tages skridt henimod øget udenrigspolitiske beføjelser”, udtaler en tilfreds Naaja H. Nathanielsen (IA) til Sermitsiaq, om de initiativer der er blevet forhandlet på plads i regeringsgrundlagets afsnit om Grønland Et ligeværdigt rigsfællesskab. Qarsoq Høegh-Dam (NAL), der bl.a. har ønsket, at ikke-hjemtagne ansvarsområder udvikles til dansk niveau udtaler ligeledes, at han er tilfreds med, ”at det er med i regeringsgrundlaget at sikre oprindelige folks rettigheder og undersøge de internationale standarder samt sikre de grønlandske børns tarv og grønlandske familiers rettigheder i Danmark.” Også formanden for Naalakkersuisut, Jens Frederik Nielsen (DEM) har til pressen udtalt, at han er glad for, at der nu er dannet en regering, for som han siger, ”vi har haft brug for en regering i forhold til den udenrigspolitiske situation, vi er i”.

 

Det Grønlandske Sundhedsvæsen og Danske Regioner indgår aftale

Efter en lang periode med fokus på udfordringer med at rekruttere personale til det grønlandske sundhedsvæsen, kunne Departementet for Sundhed og Personer med handicap den 28. maj 2026 oplyse, at der var indgået en samarbejdsaftale med Danske Regioner. Samarbejdsaftalen er en styrkelse og udvidelse af det nuværende samarbejde og består af en stafetordning fra Danmark, der skal dække en række fuldtidsstillinger inden for bl.a. akut-, fødsels- og psykiatriområdet. De ubesatte funktioner vil, efter initiativ fra Det Grønlandske Sundhedsvæsen, blive dækket på skift og aflønnet iht. til grønlandske overenskomster, mens den danske stat betaler et såkaldt stafettillæg. Stafetordningen vil omfatte ansættelser af både læger, sygeplejersker og andre faggrupper og gælder for både landshospitalet Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og sygehuse på kysten. ”Jeg er virkelig glad for den aftale, som nu er indgået. Den sikrer større stabilitet for patienterne i Grønland og giver samtidig bedre arbejdsvilkår for ledere og personale, fordi der kommer større kontinuitet og flere kompetencer”, udtaler naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap, Anna Wangenheim (DEM), og tilføjer, at ordningen vil bidrage til fællesskab, nye perspektiver og vidensdeling mellem de lokalansatte og medarbejderne fra det danske sundhedsvæsen.

 

Udenrigsministermøde mellem arktiske NATO-lande

Efter mødet mellem NATO’s arktiske allierede i Helsingborg den 22. maj 2026 udsendte Departement for Udenrigsanliggender en pressemeddelelse, hvori naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), udtaler, at Grønland ønsker at bidrage til en bæredygtig udvikling med respekt for arktiske forhold og befolkning indenfor kritisk infrastruktur, økonomi og militær tilstedeværelse: ”Vi har drøftet, hvordan vi i fællesskab og i de rette fora kan samarbejde om bl.a. en styrket og koordineret militær tilstedeværelse, større økonomisk udvikling og beskyttelse af kritisk infrastruktur. Det er alle emner med relevans for den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis”. Til Sermitsiaq den 22. maj 2026 kunne Múte B. Egede oplyse, at forholdet mellem Grønland, Danmark og USA ikke var på dagsorden, da forhandlingerne kører i et andet diplomatisk spor.

 

Grønland og Storbritannien indgår uddannelsessamarbejde

Det britiske prestigefyldte Chevening-stipendier skal ”styrke kompetencer, internationale relationer og uddannelsesmuligheder” for grønlandske bacheloruddannede, oplyser Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke i en pressemeddelelse den 29. maj 2026. ”Dette er en historisk mulighed for grønlandske studerende. Britiske universiteter er blandt verdens bedste, og med Chevening-stipendierne får vores unge mulighed for at uddanne sig på højeste internationale niveau. Grønland har brug for stærke, internationalt uddannede kompetencer, og dette samarbejde er et vigtigt skridt mod fremtidens Grønland”, udtaler naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, idræt og kirke, Nivi Olsen, der indgik uddannelsessamarbejdet med Storbritanniens ambassadør i Danmark, Victoria Elizabeth Billing. Det oplyses af departementet, at Chevening-stipendiet er finansieret af det britiske udenrigsministerium og giver talentfulde studerende verden over mulighed for at tage en fuldt finansieret masteruddannelse i Storbritannien.

 

Kort nyt

  • Sermitsiaq oplyser den 26. maj 2026, at den aktuelle politiske situation var på dagsordenen under Demokraatits landsmøde og ordinære generalforsamling i Nuuk, hvor Jens-Frederik Nielsen blev genvalgt til formandsposten for partiet. 
  • Kommuneqarfik Sermersooq oplyser i en pressemeddelelse den 27. maj 2026, at kommunen har været ramt af IT-nedbrud, og dermed påvirket mails-, telefon- og digitale sagsbehandlingssystemer, der har resulteret i længere sagsbehandlingstider. Sermitsiaq oplyser den 1. juni 2026, at IT-nedbruddet stadig pågår og fortsat påvirker kommunens systemer.
  • I 2025 modtog landskassen indtægter på i alt 29 mio. kr. fra krydstogtskibe og passagerer, oplyser Sermitsiaq den 23. maj 2026. Det oplyses ligeledes, at indtægterne fordeler sig på 18,7 mio. kr. fra krydstogtskibenes rederier, 10,3 mio. kr. på passagerafgifter, og miljø- og vedligeholdelsesgebyr på i alt 12,2 mio. kr. til kommunerne.
  • Den planlagte sammenlægning af Socialstyrelsen og Departement for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling er blevet annulleret. I en pressemeddelelse fra departementet den 29. maj 2026 er dette begrundet med, at planlægning af sammenlægning har været præget af organisatoriske og faglige barrierer, der bl.a. vil få konsekvenser for understøttelse af kommunerne.
  • I en handel til en værdi af 925 mio. kr. har Polar Seafood Greenland A/S indgået en aftale om at købe islandske Brim hf’s ejerandel på 50 pct. i Polar Seafood Denmark A/S. Det oplyser Sermitsiaq den 2. juni 2026. Handlen betyder, at Polar Seafood Denmark, der er et produktions-, salgs- og eksportselskab, fuldt ud kommer på grønlandske hænder og vil være 100 pct. ejet af Polar Seafood Greenland.

Den fulde orientering kan downloades her: