En stilling som tolk ved Rigsombudsmanden i Grønland er ledig til besættelse pr. 1. august 2026 eller efter nærmere aftale. 

Arbejdsopgaver 
Vi søger en tolk til arbejdet med oversættelsesopgaver inden for familie- og personretsområdet, samt oversættelse af lovgivning fra danske ressortmyndigheder. 

Du kommer til at indgå i et tæt samarbejde med rigsombuddets cheftolk og eksterne tolke, hvis produkter du også vil skulle kvalitetssikre. 

Der vil desuden være mulighed for andre opgaver inden for rigsombuddets øvrige områder. 

Vi tilbyder et selvstændigt og afvekslende job med kontakt til danske og grønlandske myndigheder og gode muligheder for faglig og personlig udvikling. 

Kvalifikationer
Det er et krav, at du har gennemført en tolkeuddannelse eller har tilsvarende kvalifikationer. Erfaring med oversættelse af komplicerede tekster, herunder gerne lovgivning, er en betydelig fordel. 

Vi forventer, at du er rutineret bruger af Office-pakken. Det er endvidere en fordel, hvis du har erfaringer med at arbejde selvstændigt og disciplineret i et ESDH-system. Oplæring i rigsombuddets ESDH finder sted ved ansættelsesstart.

Da vi er en lille institution med 16 medarbejdere, er det vigtigt, at du er mødestabil, fleksibel og er indstillet på at påtage dig andre opgaver i forbindelse med embedets drift og funktioner. 

Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår fastlægges i henhold til gældende overenskomst mellem Naalakkersuisut, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat for tolke og den relevante forhandlingsberettigede organisation. Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes.

Der kan anvises bolig i Grønlands Selvstyres udlejningsboliger efter de til enhver tid på stedet gældende regler. Husleje betales efter gældende regler. Der ydes til- og fratrædelsesrejse samt flyttegodtgørelse til den ansatte og dennes familie i henhold til overenskomstens bestemmelser. 

Yderligere oplysninger 
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til cheftolk Sorlannguaq Petersen på telefon +299 34 36 05.

Skriftlig ansøgning vedlagt CV og kopi af eksamensbevis skal være Rigsombuddet i hænde senest 15. juni 2026, kl. 12.00. Ansøgning sendes via e-post til ro@gl.stm.dk. Ansøgning kan også sendes til Rigsombudsmanden i Grønland, Postboks 1030, 3900 Nuuk som A-post. 

Om Rigsombudsmanden i Grønland
Rigsombudsmanden i Grønland er en institution under Statsministeriet og bindeleddet mellem Grønlands Selvstyre og rigsmyndighederne. Rigsombudsmanden er rigsmyndighedernes øverste repræsentant i Grønland.  Rigsombuddet varetager derudover behandling af familieretlige sager, samt sager om fri proces. For yderligere se eventuelt Rigsombudsmandens hjemmeside – www.rigsombudsmanden.gl.