Statsministeren deltager i EU-topmøde med Den Arabiske Liga

20.02.19



Statsminister Lars Løkke Rasmussen rejser den 24.-25. februar 2019 til Egypten for at deltage i et topmøde mellem EU og Den Arabiske Liga.

På mødet vil stats- og regeringscheferne fra Europa og de arabiske lande drøfte, hvordan samarbejdet mellem de to regioner om bl.a. vækst, økonomi, stabilitet, klima og de fælles udfordringer forbundet med irregulær migration kan styrkes.

***

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for mødet:

”Hvis Danmark og Europa skal stå stærkt i en omskiftelig verden, er det vigtigt, at vi rækker ud på tværs af landegrænser. Vi kan ikke sikre vores tryghed og frihed i Europa ved at vende ryggen til problemerne. Derfor ser jeg frem til topmødet med de arabiske lande, hvor vi sammen skal fremme økonomisk vækst og stabilitet – det er nødvendigt for, at vi kan finde varige løsninger på fælles udfordringer som terror og migration. Der er også et stort handelsmæssigt potentiale i regionen, som vi i Danmark og resten af EU skal blive bedre til at udnytte.”

I forbindelse med mødet ventes statsministeren at afholde en række bilaterale møder med de øvrige deltagere.

***

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Kristina Mie Hansen, tlf.: 3392 2262

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik