Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale til KL’s topmøde den 8. marts 2018

Det talte ord gælder

Tak til formanden.

Tak, fordi jeg må være med i dag.

KL’s topmøde er et højdepunkt i min kalender. Så jeg glad for at være her. Selvom det er på et afbud.

Jeg skulle hilse fra økonomi- og Indenrigsministeren og beklage, at han ikke kunne komme. Han er desværre blevet syg. Men han var glad for at kunne sende en afløser. Det er jeg også.

Jeg føler mig næsten hjemme.

Jeg bliver sendt en tur ned ad mindernes allé. Til Græsted-Gilleleje kommunalbestyrelse, hvor jeg trådte mine barnesko. Og ungdomssko.

Et privilegium – og en tid – hvor jeg husker følelsen af at flytte noget i menneskers hverdag og liv.

Derfor vil jeg ønske til lykke til jer, der er blevet valgt.

Jeg har en dyb respekt for jeres engagement uanset politisk ståsted.

I har mod og vilje til at gøre jeres kommune til et bedre sted at bo og vokse op. Tak for indsatsen.

Der er masser at kæmpe for.

Det bliver vi mindet om i dag den 8. marts. Kvindernes internationale kampdag.

Ved kommunalvalget blev der valgt 33 pct. kvinder til kommunalbestyrelserne. 14 kvindelige borgmestre. En fremgang – men langt fra nok.

Kommunalvalget havde også en flot stemmedeltagelse på knapt 71 pct.

Så I går ind i denne valgperiode med et stærkt mandat i ryggen.

* * *

Samtidig kan I se ind i en fremtid, som tegner lys. Det går sådan set ret godt. For hele landet. Danmark er tilbage på sporet efter finanskrisen.

Økonomien er stærk. Beskæftigelsen er tæt på at sætte rekord. Der er fremgang i hele landet.

Verden og Europa har revet sig løs af krisen. Det har selvfølgelig betydning.

Men vi har også selv løftet Danmark. Regeringens politik har virket. De tunge beslutninger, vi traf fra 2009 til 2011 – dagpenge, tilbagetrækning – har virket. Det, I har gjort jeres i kommunerne – mådehold, budgetdisciplin. Og danskerne, som de er flest, har knoklet for fremgangen.

* * *

Vi står og I står med et økonomisk opsving og på mange måder med en åben dør for at se på tingene med friske øjne.

Det gælder også den stadige udfordring med at gøre et af verdens bedste velfærdssamfund endnu bedre.

Lad os lige få det med pengene på plads:

Under den tidligere socialdemokratiske regering blev de aftalte serviceudgifter sat ned med godt 3 mia. kr.

Vi har – siden folketingsvalget – løftet serviceudgifterne med mere end 11⁄2 mia. kr.

En værdighedsmilliard til en mere værdig ældrepleje. Klippekort til ca. 1/2 times mere hjælp om ugen til ældre på plejehjem.

Over en halv milliard kroner over fire år til bedre dagtilbud for børnene. Så I har mulighed for løfte kvaliteten. Og sørge for at alle børn får den bedst mulige start på livet.

Og med finansloven for 2018 afsætter vi yderligere – yderligere – 2,5 milliarder kroner til at styrke ældreplejen frem mod 2021. Til blandt andet flere hænder på vores plejehjem og i hjemmeplejen.

Det hører man ikke meget til. Hverken når man lytter til oppositionen eller debatten som helhed. Men fakta er, at der i dag er flere penge til service i kommunerne, end da vi overtog regeringsmagten.
Samtidig skal vi sørge for, at de mange medarbejdere, som hver dag knokler på skolerne, i jobcentrene og på plejehjemmene – velfærdens kernetropper – får mere tid til deres kerneopgaver.

Derfor vil regeringen inden længe fremlægge en sammenhængsreform.
Som skal give mere plads til faglighed. Frihed til faglighed. Mere fokus på resultaterne. Flere muligheder for at udnytte teknologien. Og bedre muligheder for at skabe gode ledere.

Hvis det skal lykkes – og det skal det – så skal vi turde tænke nyt.

Det er også grunden til, at vi har oprettet 44 frikommuner. Som kommer med en jævn strøm af ideer til, hvordan man kan gøre tingene bedre. Skabe mere sammenhæng. Tak for det.

Vi har brug for den fornyelse. Blomster gror nedefra.

Vi skal desuden løse nogle bundne opgaver i forhold til den økonomiske udligning mellem kommunerne.

Det er ikke enkelt, men det er uomgåeligt. Det skyldes blandt andet beskæftigelsesreformen og aftalen om boligskatten.

Det kunne være fristende at lade det ligge. Men den går ikke.

Her er et tilbud til jer: Hvis kommunerne kommer med én løsning, så tager vi den!

Og hvis ikke – og jeg ved, det er svært, det er kimen til utilfredshed, ”sådan er det jo” – så er Finansieringsudvalget kommet med mulige løsninger. Og nu er det op til os politikere på Christiansborg at gøre arbejdet færdigt. Og finde en løsning, der kan være ro og respekt om.

Det er en stor opgave.


* * *

En anden stor opgave er de offentlige overenskomster. Her står vi i, hvad jeg tror, er en historisk situation.

Jeg kan ikke mindes, at der tidligere er udsendt varsler om strejker og lockout på én gang i både kommuner, regioner og staten.

Jeg ønsker ikke en konflikt. Regeringen ønsker ikke en konflikt. Jeg tror ikke, at nogen ønsker en konflikt. Formålet med varslet om lockout fra innovationsministeren er netop at undgå konflikt.

Jeg forstår helt ærligt ikke, at vi er endt i den situation, vi er endt i.

For mig at se bør det være muligt at nå til enighed om lønspørgsmålet, hvor innovationsministeren på statens område har tilbudt en lønudvikling, der overordnet set svarer til forliget på det private arbejdsmarked sidste år.

Det er også klart meldt ud, at Finansministeriet hverken kan eller vil afskaffe den betalte spisepause i staten.

Jeg vil udtrykke det håb, at man med udsigt til en voldsom arbejdskonflikt, ikke lader det komme så vidt, men at parterne i forligsinstitutionen kan forhandle konstruktivt og nå et overenskomstresultat. Og at der kan opnås enighed og indgås en aftale, før arbejdskonflikten bliver en realitet.

Ingen, ingen er tjent med en voldsom konflikt.

* * *

Det Danmark, vi kender i dag, hviler på en fælles forståelse af, hvad der binder os sammen. Stærke værdier om frihed, frisind, ligeværd. Et trygt velfærdssamfund. Den enkeltes ansvar.

Det er en forståelse eller ikke nedskrevet samfundskontrakt, som er bygget op gennem generationer. Men på bare én generation er der nogle ting, der har ændret sig.

Jeg kan stadig huske den dag, efter sommerferien, da jeg var en lille skoledreng, og Ibrahim startede på Græsted Skole. Han var den eneste tyrkiske dreng i min klasse. På min skole.

Da jeg startede i gymnasiet, var der i hele Danmark omkring 50.000 mennesker med ikke-vestlig baggrund.

I dag er det tal næsten tidoblet. Der er tæt på 1⁄2 million. Danmark er forandret.

Da jeg talte her på KL’s topmøde for to år siden var den helt store udfordring migrations- og flygtningekrisen.

Jeg kaldte den dengang for den måske største og mest komplicerede krise, vi endnu har set i dette århundrede. Det var store ord. Men det var dengang vores fælles bekymring.

Regeringen lagde alle kræfter i at begrænse tilstrømningen af flygtninge og migranter. Det har virket.

Regeringens stramninger har sammen med en styrket indsats i EU bragt asyltallet ned. Vi har nu det laveste antal asylansøgere i ni år.

Det har frigjort et betydeligt beløb, som kan anvendes til service i stedet for på flygtninge.

Da jeg stod her på KL’s topmøde for ét år siden kunne jeg glæde mig over, at vi i fællesskab var i gang med at dreje indsatsen for nytilkomne. Væk fra passivitet over mod krav om at arbejde og bidrage.

Toparts- og trepartsaftaler om integration. Integrationsgrunduddannelse. Sammen har vi har rykket hegnspælene. Det er værd at huske

Og resultaterne taler for sig selv. Andelen af flygtninge, som er i job efter tre år i Danmark, er steget fra hver femte til mere end hver tredje.

I år vil jeg tale om det problem, som regeringen nu har sat fuldt fokus på, og hvor I – kommunerne – har en nøglerolle for, at vi lykkes.

Og hvor vi kan lykkes, fordi vi på de andre områder, jeg har nævnt, har erstattet naivitet med realisme. Passivitet med krav.

Den indsats betyder, at problemerne ikke længere vokser. Nu er det på tide at løse dem.

I min nytårstale satte jeg et ambitiøst mål: Vi skal afvikle ghettoerne helt.

For en uge siden fremlagde regeringen en ny, markant og målrettet strategi for Ét Danmark uden parallelsamfund. Ingen ghettoer i 2030.

Det er vigtig for mig at understrege, at mange med ikke-vestlig baggrund gør det godt. Bidrager. Arbejder. Vores samfund ville gå i bakgear, hvis de ikke var her.

Men jeg har også sagt, at jeg ser huller i danmarkskortet, og jeg vil vedkende mig det billede, fordi der er steder, hvor jeg ikke kan genkende dét, jeg ser.

Områder, hvor alt for mange med ikke-vestlig baggrund isolerer sig.
Alt for få har et arbejde.
Alt for få har en uddannelse.
Men hvor alt for mange begår kriminalitet.
Alt for mange kan ikke tale dansk, trods 10, 20 eller 30 år i Danmark.
Og hvor alt – alt – for mange børn vokser op i en modkultur. Med en tvivlsom barndom. Som står i vejen for deres muligheder.

I ved selv, hvor de her områder ligger. For I har selv haft ansvaret for dem i snart en generation.

Allerede for mange år tilbage var der borgmestre – ikke mindst på Københavns vestegn – som advarede om udviklingen. Der blev ikke lyttet godt nok efter.

Der har været ghettoplaner før. Jeg var selv ansvarlig for én i rækken. De har virket – men ikke godt nok. Det er et kollektivt svigt. Og det går bare ikke længere. Som i slet ikke.

Derfor har vi fremlagt en omfattende strategi. Med et klart mål. Om et Danmark uden ghettoer i 2030.

En strategi, hvor vi sætter meget mere målrettet og håndfast ind. Stiller nye og entydige krav til forældre, skoler og boligselskaber.

Dermed stiller vi også krav til jer i kommunerne.

Jeg forstår for eksempel ikke, hvis kommunale jobcentre undlader at sende folk i arbejde med den begrundelse, at de ikke kan tale dansk. Jeg er af den opfattelse, at der findes funktioner, som man godt kan klare med et begrænset dansk. Og så er der også effekten den anden vej: At man lærer dansk ved at have et arbejde blandt dansktalende kolleger.

I dag vil jeg gerne sige det meget klart. Regeringen forventer, at der sker noget. At mulighederne vi stiller til rådighed, bliver brugt. Ellers tager vi over.

Det gælder på boligområdet, hvor vi nu giver de 16 hårdeste ghettoområder en frist for at udarbejde en udviklingsplan, der fører til, at andelen af almene familieboliger i området bliver bragt ned under 40 procent i 2030.

Et helt konkret krav, om en helt konkret plan. Som skal laves i samarbejde med kommunen. Hvis det ikke er muligt, tager vi selv over. For vi kan ikke bare se på, at tingene går i stå.

Samme tilgang har vi på skoleområdet.

For eksempel har det længe været muligt at trække forældre i børnepenge, hvis deres børn ikke kom i daginstitution. De såkaldte forældrepålæg.

Men det værktøj bliver næsten ikke brugt. Selvom problemerne vokser.

Nu er tålmodigheden brugt op. Derfor udbreder vi ordningen til også at gælde for skolerne. Vi forenkler den. Og vi gør den obligatorisk.

Fremover bliver det sådan, at hvis børnene ikke kommer nok i skole. Og hvis ikke der er en god forklaring. Så ryger børnechecken. Punktum. For vi kan ikke blive ved med at svigte børnene.

Nogle mener, at det er u-liberalt. Andre mener, at vi blander os i kommunernes opgave.

Jeg er sådan set enig i begge dele.

Mit parti er rundet af Grundtvig og Kold. Jeg selv er formet af mange år som kommunal- og amtspolitiker.

Jeg har det – helt ærligt – svært med, at staten overtager kommunale opgaver. Pålægger forældre at deres børn skal i institution. Eller blander sig i, hvor folk skal bo.

Jeg går ind for frihed.

Men jeg har også den klare analyse, at friheden hviler på forudsætninger i vores samfund, bygget op gennem generationer, som er ved at smuldre, og som skal bygges op igen.

Hvis valget står mellem at sluge nogle principielle kameler – på den ene side.

Og svigte de børn og kvinder, som lever i ghettoerne på den anden side. Så er jeg på børnenes og kvindernes side.

Det håber jeg også, at I er. Det forventer jeg også. Det ved jeg, at I inderst inde er.

Jeg hørte godt, hvad formanden sagde om ”tre vise mænd.” Og om at staten blander sig på institutionsniveau i kommunerne. Jeg hørte det godt.

Men jeg vil gentage:

Regeringen er klar til at gå langt. Vi er parate til at indføre særlige regler for særlige områder. For det er nødvendigt. Og vi vil følge resultaterne tæt.

Vi udnævner tre særlige repræsentanter og de må gerne være ”vise.” For de skal på regeringens vegne følge strategien til dørs – fastholde fokus på at nå de mål, vi har sat.

Også når medierne skifter fokus. Også når vi politikere begynder at diskutere andre ting. For sådan er det jo også.

Det kræver vedholdende arbejde. Strategien skal følges til dørs. Den vil blive fulgt til dørs.

Derfor håber jeg, at regeringens strategi mod parallelsamfund kan blive afsæt til at styrke vores fælles indsats for integration.

Problemerne blev ikke skabt over en nat. Så langt fra. De kan ikke løses på en dag. Men de skal løses. Det har vi alle et ansvar for. Det har vi et fælles ansvar for.

* * *


Danmark er et godt land. Ikke et perfekt land, men et af de bedste, der findes.

I generationer har danskerne kæmpet for fremgang, tryghed og sammenhold.

Vi har haft modet og evnen til at se udfordringerne i øjnene.

Sådan skal det fortsætte. Vi skal gøre Danmark endnu bedre. Løse de konkrete problemer, vi står med. Og løse dem i fællesskab.

Fordi de fælles løsninger står stærkere.

Det forventer danskerne. Det forventer vores børn. Og det skal vi forvente af os selv.

Tak for ordet og rigtig godt topmøde.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik